Rent drikkevand i Olosiva – Aug 2012

Poul Due Jensen Fonden på Grundfos har sponsoreret et stort pengebeløb øremærket til
to drikkevandsprojekter i landsbyen Olosiva i Tanzania.
Projekterne etableres i samarbejde mellem NGO organisationen New Life Outreach (NLO)
og Need to Care (NTC)

Olosiva er en landsby på mere end 10.000 indbyggere, med en skole og børnehave, hvor
der pt. er 490 børn og et pigehjem.
Landsbyen mangler der drikkevand, igennem årene er vandet blevet kørt hertil med
lastbiler.
NGO organisationen NLO er blevet spurgt af landsbyens ledelse i Olosiva om
organisationen kan hjælpe landsbyen opgradere deres vandforsyning, da der er hårdt brug
for hjælp til at få en løsning på det manglende drikkevand.
Byen har på få år mere end fordoblet i befolkningen. Der er ikke nok vand i landsbyen og
folk er nødt til at stå i kø og vente i timer på drikkevandet.

I forbindelse med NLO og NTC’s samarbejde om etableringen af 2 solenergidrevne
vandprojekter til landsbyen, skole, børnehave og pigehjem, besøgte Benjamin fra
NTC landsbyen i Tanzania i august 2012 for at projektere og opleve folkets behov for
drikkevand.
På skolens område blev et avanceret tandempumpesystem sunket i jorden, systemet er i
stand til at udsende alarmer, flow og driftsdata via mobilt internet.
Pumperne fyldte de første to store 10.000L beholdere overraskende hurtigt med rent
drikkevand.

Også i landsbyen var det en ubeskrivelig glæde at se det første vand blive hentet 100 m
op af jorden, da strømmen blev tilsluttet pumperne.
Den gode nyhed om rent drikkevand spredte sig lynhurtigt i landsbyen. I løbet af kort tid
var der en forhåbningsfuld menneskemængde, som havde medbragt spande og dunke til
at opsamle det kostbare vand fra røret der endnu ikke var tilsluttet.
Det var dejligt at kunne dele glæden med landsbybeboerne, der herefter vendte hjem med
spande og dunke med drikkevand fra det nye borehul.
Nu er vandet tilgængeligt, dog er projektet endnu ikke færdigt etableret med rørsystemer,
solcelleanlæg og vandtårn. Dette arbejdes der intenst på i de næste måneder.